Festen starter nederst på siden.

Misantropien har grebet bloggeren her på den yderste dag, alt hun ser på tapasrestauranten er dødsenstrætte tjenere der med tårer i øjnene serverer bunkevis af minimale tapastallerkener for en hujende og dekadent crowd af litteraturbusinessassocierede. Senere agerer poet Terje Dragseth sin version af the masculin mystique med masse rumklang og en act som til tider består af helt op imod 80% posering.

Men den sakrale stemning hersker i parken denne morgen, poet Steinar Opstad læser med et indiskret akkompagnement af bim- lende kirkeklokker. Poet Åsne Linnestå læser intenst fra sin roman Utland -- og jeg bliver endelig lidt glad igen for hun vælger at læse de sidste sider i bogen som er karakteren Esthers monolog, en hakkende og stammende, bitter og vakker tekstbid. En litteratur- kritikerbogfinke indtager scenen mens Linnestå læser, den pipper sine bråkete kommentarer ud right on the spot. Endelig springer poet Geir Gulliksen på scenen, han drikker tørstigt af den stakkels vandkande som har stået på scenebordet - indtil nu komplet ignoreret. Gulliksen vifer med armene mod de intetanende
træer og buske i baggrunden: dette er et digt, jubler han.

Og således render bloggen ud i sandet, var det en havefest? Eller hvad var det, hvad skete? Nu står det igen at evaluere, noget bl.a. kommentarfeltet hér har god plads til. Hvad synes vi om denne slags eventblogging? Kommer der mere af det fremover? Kan eventblogging fungere som andet end et kommercielt gimmick? Som kritisk praksis, som en slags litteratur i-sig-selv?

Jeg tænkte ikke længe over overskriften på denne blog, Sigrid Undsets Garden Party ("Garden Party" er i dette tilfælde et dansk ord). En association til en sang, Television Personalities' Salvador Dali's Garden Party, en sang det fint går an at skrive om en smule, nu mens jeg går baglæns ud af rummet, vinkende farvel & tak: And it was some kind of happening/ Some kind of happening/ Some kind of happening/ Some kind of happening/ Sigrid Undset's garden party/ Sigrid Undset's garden party/ Everybody was there/ Everybody was there/ Everybody was there.

Dagens billeder her og her og her og her og her.

Men jeg går selvsagt glip af en masse, kroppens pludselige og voldsomme udladning af menustrationsblod tynger mig ned, gør mig træt, helt utrolig træt, som vil blodet tynge mig ned og ned i den sorte muld et sted. Jeg blæser forbi Thure Erik Lund og Siss Vik i parken, forsøger at spise en flere meter høj clubsandwich, men må først demontere den til et komplet horisontalt rod.

Senere blæser jeg forbi et lille galleri hvor Katarina Frostenson og Øyvind Berg interviewes, den visuelle støj er enorm i dette rum: små oliemalerier af flyvende huse i kraftige blå og orange farver dækker væggene, jeg kan næsten ikke høre andet end de flyvende huse i kraftige blå og orange farver.

Pablo Henrik Llambias rocker rummet endnu senere, men Banknatta er elendigt regiseret. Menneskestrømmen fordeler
sig ujævnt og bl.a. må strålende Caroline Bergvall performe for
en næsten tom sal, noget som blot kan betegnes som en lodret urimelighed. Kunne hun bare have hoppet på scenen efter Llam- bias, men sådan skulle det ikke være. I stedet bryder et helvedes countryshow løs og kultureliten (oh yeah) flygter udenfor, mens salen fyldes af ... andre mennesker.

Igår var Maras dag. Den svenske forfatter Mara Lee holdt et oplæg på kritikerseminariet klokken 10.30 og senere klokken 19.00 havde jeg den ære at interviewe hende live i det glasbur
som er Lillehammer Kunstmuseums forhal. Lee læste også fra sine bøger da og en potentielt livlig diskussion brød ud om sentimen- talitet, nationalisme og vold - en diskussion som dog aldrig nåede at udfolde sig indenfor rammerne, men som jeg tror summer videre et sted derude.

Mara har jeg interviewet før, teksten er trykt i Vagant 1-2/2003, en tekst (og/eller et aftryk af et jeg, den skrivende) som nu fore- kommer mig både bizar og voldsom, om ikke andet under stærk påvirkning af Kom. Lees debutroman Kom (Vertigo 2000: fem scener, stumme handlinger mellem et subjekt og et objekt, to kroppe i voldelig og seksuel interaktion) kan jeg stadig læse og den rykker sig stadig for mit blik. Ved senere læsninger træder tekstens ellers passive objekt tydligere frem som styrende og det scenario som ellers består af naturlige elementer - vand, sand - fremstår som mere og mere kulisseagtigt, sådan forekommer det mig. Senere har Lee udgivet digtsamlingen Hennes vård (Vertigo
2003) og hun skriver nu på en roman.

Lee talte på kritikerseminariet bl.a. udfra en tekst som er trykt i det svenske tidsskrift U-n-i-o-n 2 under titlen Mon coeur mis en trope #4 - The return of the living dead. Mon coeur mis en trope #1-3 er digtsuiter som er trykt i Lyrikvännen, i 2005 engang (for- siden har en rød gulvtæppeagtig struktur som bund). Jeg skal undlade at parafraserer fra Mon coeur mis en trope #4 - The return of the living dead, blot citere følgende tekstbid:

"Röntgenblicken, den realistiska visionens paradigmatiska blick som etablerar ett hierarkiskt förhållande mellan yta och djup, inre och yttre, tillämpad på den poetiska metaforen hjärta = liv, leder till ett misslyckande. I avtäckandet av metaforens kärna - livet - uppenbaras enbart metaforens nederlag. Den realistiska blicken genomskådar metaforen som ett fuskbygge."

Forresten, De skulle skaffe Dem dette forrygende tidsskrift.

Lillehammerparanoiaen sætter ind for alvor nu, pladsen foran Banken er tung af Personlighed. Man nikker & smiler & konverserer, nikker & smiler & konverserer. En poet iklædt sorte dykkerbriller er overbevist om at vi kender hinanden fra student- miljøet i Oslo. Vi når aldrig at afklare min identitet før en ny poet blitzer forbi og hilser på. Snart flygter jeg fra poeterne ind i en tom sal med en skål fuld af cous cous som underligt nok smager af honning.

Eivind Røssaak starter sin powerpoint præsentation med over- skriften: Selvets teknikker eller foldninger. Skrift > liv, fiktion > virkelighed, negation > affirmation står der med lysende bog- staver på skærmen. Vi er i en foucaultsk tørretumbler på højeste rotation - huiii - og hører om identiteten som ud-forskning, ud-forskning af det som findes udenfor, om livsud-foldelse, om livsbaner som kan foldes. Tanken skal kastes ind i livets kategorier, slam. Vi ser klip fra en Antonioni-film og Sofie Calles værk præsenteres indgående.

En tiltagende uro griber mig, jeg tager billeder af gardiner der blafrer, tager billeder af Leif Høghaugs sko når han sidder og senere når han rejser sig og stiller Røssaak et meget interessant spørgsmål om performativ litteraturkritik. Leif Høghaugs sko er brune, jeg zoomer ind, han står med en fod plantet på hver side af Røssaaks seneste udgivelse Selviakttakelse. Røssaak svarer noget om erotisk kritik, uuuuuuuuuu, leger med objektet ved at ud-folde kunsten videre, uuuuuuuuuu. Dér ligger Eivinds bog.

Forfatter Pablo Henrik Llambias taler langsomt og tydeligt i en mørk, kogende varm sal. Der ligger en latter og et raseri og en sorg dybt et sted under disse ord, alt jeg kan er at stirre indgående ned i gulvet. Vi ser dias af danske rådhuse, Llambias har rejst rundt og stillet de ansatte det simple spørgsmål: hvorfor står der en skulp- tur udenfor dette rådhus? Ingen kan svare, det er vist en en gave fra banken. Gesamtwerk light, klik. Andebykunst, klik. Et værk af en name-level kunstner, klik. Så læser Llambias fra sin seneste roman Et ukendt barn og jeg vil hyle og jeg går ud og jeg sidder med en poet og en forfatter og en redaktør og en redaktør i en
park og en litteraturprofessor kommer forbi og så går han igen.

Det er hot på Lillehammer. Hele dagen kommer jeg mig næsten ikke ud af Holbøsalen, kritikerseminariet er igang og jeg er kri- tiker, derfor er jeg på kri-tikerseminar. Herinde er rummet fuld af high-tech, især da Røssaak går på med sit powerpointshow: Eivind Røssak har cyborgficeret sig med headset, lysende Mac-æble og lysende silverscreen. De tunge gardiner er for vinduerne, lukker både lys og luft ude. Men det er nu forresten slet ikke sådan dagen begynder - selvom jeg også tænker på den som markant iltfattig.

Kate Pendry, grrr. Idag er det Marilyn Monroes 80-års fødselsdag, can you imagine, Marilyn som 80 år? Neivel, hun er et ikon, ikoner bliver ikke 80. Hvor høj var Ibsen, spørger Pendry. Vi kan vinde saltbomber hvis vi kan svare - jeg vil have saltbomber, men kan ikke svare. 1.61 siger en kvindestemme bag mig. Og Pendry læser Fru Alvings dagbog højt for os, hun spiller Gjengangere og delagtiggør os i sine reflektioner om forskellene mellem friteater og institution - Pendry er pro friteater for at sige det mildt. Og Helena Alving bliver til, Kate svømmer i en svømmehal og fore- stiller sig hende som en rock widow. Helena kommer og går, som en Marianne Faithful-snerren der blæser som en sky henover Pen- drys ansigt og er væk igen. Formuleringen vomit up the idea of having ghosts in her bliver jeg siddende med, længe.

Vi bygger videre på den perifere sensibilitet -- et par hurtige billeder fra dagen idag er her og her og her og her og her og her.

Men begivenhederne tager virkelig fart da jeg surfer gennem gaderne over i retning af orange scene, der hvor Toril Moi skal spille om lidt. Pladsen foran scenen er bogstavlig talt sort af kulturdamer, rummet summer på højeste frekvens, frivillige be- des om at stå så alle de ophidsede kulturdamer kan få plads. Jeg begynder at føle mig lidt sporty og oppositionel - sekundet før Toril kommer ind på scenen og jeg bare kan glemme alt om det: elegant & sortklædt slentrer hun ind, det gulblonde hår er enormt, det lissom falder ned i panden hvorefter det snur sig udaf til hver side for brillestængerne. Whoa.

Og Toril styrer rummet fra første øjeblik, en praktisk omsorg
for rammerne: der er plads på scenekanten, siger hun. Vel- kommen op. En ung mand spadserer kækt gennem havet af sum- mende kulturdamer og sætter sig for Torils fødder. Vi skal snakke om kærlighedens vilkår i skeptisismens tidsalder, men Toril er lidt i tvivl (hun flirter obviously) om hvorvidt den Ibsen- figur hun har valgt at tale ud fra nu ikke skulle være lidt for trist? En lynhurtig håndsoprækning viser at kulturdamerne synes nej, ikke spor trist.

Jeg når sandt at sige aldrig at fange meget af de mere indforståede ibsenske landskaber, papirene som lå på stolene er som revet væk: som var disse rent faktisk en slags oblater, små hvide flager af Torils egen seksuelle-tekstuelle korpus. Toril strømmer som hendes hår strømmer og som håret på maleriet bag hende strøm- mer og kulturdamerne strømmer, vi er en strømmende flod af kulturdamer, vi er alle Toril nu.

Svimmel snubler jeg ud på gaden igen, det er ved at blive lidt for meget med al den litterære metaforisering og allegorisering af menneskets psykologisk-eksistentielle problematikker, jeg løber gennem byen for jeg vil høre kroatiske Slavenka Drakulic nu, something real, something like war. Her har vi scenen og dens bagside, jeg tror jeg uden videre kan anbefale Drakulics bog som findes på norsk og min skrivetid er ude for nu, puste-puste, kan jeg bare tilføje at Susanne Christensen ikke kommer til at interviewe "kultpoet" Pablo Henrik Llambias lørdag og så ses vi rundt.

Vi var blot en lille flok som fulgte forfatter og Vagant-redaktør Øyvind Vågnes' ekskurser ind i Don DeLillos forfatterskab med fokus på de dramatiske værker. Vågnes lovede et helt tidsskrifts- nummer dedikeret til DeLillo til høsten og talte længe og inderligt om stykket Kjærlighet-ligger-blødende som Vagant publicerer i tidsskriftnummeret i en oversættelse ved Christian Rugstad -- Mit hoved bliver fuzzy, jeg tænker på ordet stemningsrapport mens jeg skriver dette, med en vis væmmelse.

Men der er ingen vægge til at holde fokus på plads her, bevidst- heden ekspanderer mod det perifere. For vi er i et underligt rum, væggene er af glas, fortorvet og gaden kan næsten ikke kaldes et ydre, folk spadserer forbi, jeg vender mit kamera mod dem, de vender deres kamera mod mig. De fleste der går forbi stirrer ind i rummet, publikum stirrer igen, på Vågnes og gennem glasset på Vågnes' baggrund: folk og biler og hunde og cykler i bevægelse. En forbigående mand sænker tempoet ved synet af os, han ryster to gange kraftigt på hovedet, er vi idioter? Kulturidioter?

Hurtige billeder fra onsdag her og her og her og her og her.

Jeg, Bloggeren, er nu kravlet den lange vej op gennem Gud- brandsdalen til et let overskyet Lillehammer. Ingen fest i sigte so far, overvejer at skifte blognavn til Sigrid Undsets Underbukser, ser dem flagre i den milde sommerbrise som et stort blomstret stykke teltdug. Sigrid Undsets Underbukser, åja - ind i det private. Jeg er ingen journalist, jeg er ikke der hvor det sker, sætter snarere en ære i at være der hvor det ikke sker, hmmm - eller der hvor noget andet sker, måske. Det er planen nu.

Og det er sandt, størstedelen af denne dag blev tilbragt i dyb panik over en trådløs netværksforbindelse som nægtede at fungere. Tak til de cirka 20 mennesker jeg på den ene eller anden måde fik involveret undervejs -- Prisen gik alligevel til Øystein Vidnes, den unge fremadstormende forfatter som netop er kommet med sin bog nummer to (her snakker han om den), der med en jazz- pianists fingre henover tastaturet endelig fik connection på plads.

Bloggeren lægger langsomt og prøvende ud, hinker henad vejen på sit ene skæve pseudo-litterære ben. Arrangement efter arran- gement er sejlet forbi, men dagen er ikke helt død endnu. Hvad siger fx Øyvind Vågnes, Toril Moi og Øyvind Berg? Jeg skal stræk- ke min lille lyttetrompet i deres retning meget snart, skal jeg. So here she comes, here she comes now.

Vi har nu allerede billeder fra en fantastisk heftig åbningsfest for denne öfficielle festivalblög! Yes, der var både blomster og nøgenhed. Det japanske pigeband Lolita no. 18 rockede helt ud. Tilstede var jeg, en kineser og en nok så arrogant orange plastik- tiger. Billederne er her og her og her og her. Blöggen kommer til at ligge lavt i terrænet nu til onsdag.

Goddag og velkommen! Jeg, Susanne Christensen, erklærer herved denne blog for åben. Jeg skal dække litteraturfestivalen i Lillehammer, Sigrid Undset-dagene, fra onsdag den 31. maj til festivalens afslutning søndag den 4. juni. Og ja, det er et betalt job, denne blog er officiel - dog komplet uafhængig, a potential bug in the system.

Har gjort mig ganske mange tanker om hvordan dette nu skal gå: hvad er min rolle, hvilke strategier - en poetik er påkrævet, skønt jeg erkender at tilfældighedernes frie spil sandsynligvis får en ikke ringe rolle på vejen frem mod søndag den 4. juni. Min egen blog som har været i funktion siden 2002 Claws Talks har ikke gjort megen væsen af sig som crowd pleaser - dette jeg skriver netop nu er derfor noget af det absolut mest henvendte jeg har præsteret ever i bloggosfæren - Ah, men vi får se hvilket publikum (om noget overhovedet) der viser sig hér -- Kommentér gerne, men er du beskidt i din mund så er det selvsagt at sletteblækket får dig.

Jeg er langt fra veteran når det kommer til Sigrid Undset Dagene (desværre heller ikke når det kommer til Sigrid Undset herself, hm hm). Men jeg har en del minder fra de seneste to år hvor jeg bl.a. var på festivalen for at deltage på Kritikerseminariet. Trækplastret i 2004 var den kroatiske forfatter Dubravka Ugresic som jeg er stor fan af, både hendes essaysamling Culture of Lies og hendes prosabøger er helt strålende, en kroatisk Susan Sontag! Desværre meldte Ugresic afbud, det var trist. Til gengæld så jeg en strålende oplæsning af Øyvind Berg og bagefter en lydpoetisk performance af østrigske Onophon som før har besøgt poesifestivalen i Bergen Audiatur, dette i 2003. Men mest af alt blev festivalen i 2004 for mig præget af en enorm krangel på et møde som havde en kritik af Morgenbladet som sit centrale emne. Jeg blev fanget i et stopfyldt rum - med siddeplads helt oppe ved scenen - og endte op udmattet og rystende af de intense negative vibrationer som var i luften på dette arrangement.

I 2005 er to minder centrale. Den svenske forfatter Stig Larsson kom for sent til sit møde med kritiker og forfatter Espen Stueland som netop havde oversat et udvalg af Larssons digte, bogen Helhjertet på en annen måte (dette link fører til min anmeldelse af bogen i Morgenbladet, desværre - grrr - er der kun adgang for abonnenter). Forfatter og forlagsmand John Erik Riley drog på cykel gennem Lillehammers gader for at opspore Larsson. Da Larsson endelig dukkede op - cirka tre kvarter for sent - nåede Stueland at stille ham ét enkelt spørgsmål som rev så mange associationer med sig at Larsson talte og agerede en hel time uden pauser. Men det var skitbra. Lørdag aften var den danske forfatter og multikunstner The Artist Formerly Known As Claus Beck- Nielsen på programmet. Nielsen læste og sang for en stopfyldt sal af forlagsfolk som syntes mere interesserede i at konversere med hinanden end i at lytte til Nielsen. Han stoppede et sekund og lyttede til salen - som et atombombeglimt, jeg tænkte: de er alle døde nu. Men de véd det ikke.

Men who's that girl, hvem er det som snakker? En kort præsentation af denne blogs poserende JEG er måske på sin plads. Susanne Christensen er importeret fra København til Bergen i 1999. Hun er litteraturkritiker i Morgenbladet, associeret med mikroforlaget Gasspedal fra 2000 til 14. maj 2006 og skriver desuden på en mastergradsopgave i litteraturvidenskab som skal afleveres skræmmende snart. Hun har en forkærlighed for tigerdyr og situationister - og, ja, byder jer hermed velkommen! We make nice party, yes?

This one is for Tommy O.