Men jeg går selvsagt glip af en masse, kroppens pludselige og voldsomme udladning af menustrationsblod tynger mig ned, gør mig træt, helt utrolig træt, som vil blodet tynge mig ned og ned i den sorte muld et sted. Jeg blæser forbi Thure Erik Lund og Siss Vik i parken, forsøger at spise en flere meter høj clubsandwich, men må først demontere den til et komplet horisontalt rod.

Senere blæser jeg forbi et lille galleri hvor Katarina Frostenson og Øyvind Berg interviewes, den visuelle støj er enorm i dette rum: små oliemalerier af flyvende huse i kraftige blå og orange farver dækker væggene, jeg kan næsten ikke høre andet end de flyvende huse i kraftige blå og orange farver.

Pablo Henrik Llambias rocker rummet endnu senere, men Banknatta er elendigt regiseret. Menneskestrømmen fordeler
sig ujævnt og bl.a. må strålende Caroline Bergvall performe for
en næsten tom sal, noget som blot kan betegnes som en lodret urimelighed. Kunne hun bare have hoppet på scenen efter Llam- bias, men sådan skulle det ikke være. I stedet bryder et helvedes countryshow løs og kultureliten (oh yeah) flygter udenfor, mens salen fyldes af ... andre mennesker.