Lillehammerparanoiaen sætter ind for alvor nu, pladsen foran Banken er tung af Personlighed. Man nikker & smiler & konverserer, nikker & smiler & konverserer. En poet iklædt sorte dykkerbriller er overbevist om at vi kender hinanden fra student- miljøet i Oslo. Vi når aldrig at afklare min identitet før en ny poet blitzer forbi og hilser på. Snart flygter jeg fra poeterne ind i en tom sal med en skål fuld af cous cous som underligt nok smager af honning.
Eivind Røssaak starter sin powerpoint præsentation med over- skriften: Selvets teknikker eller foldninger. Skrift > liv, fiktion > virkelighed, negation > affirmation står der med lysende bog- staver på skærmen. Vi er i en foucaultsk tørretumbler på højeste rotation - huiii - og hører om identiteten som ud-forskning, ud-forskning af det som findes udenfor, om livsud-foldelse, om livsbaner som kan foldes. Tanken skal kastes ind i livets kategorier, slam. Vi ser klip fra en Antonioni-film og Sofie Calles værk præsenteres indgående.
En tiltagende uro griber mig, jeg tager billeder af gardiner der blafrer, tager billeder af Leif Høghaugs sko når han sidder og senere når han rejser sig og stiller Røssaak et meget interessant spørgsmål om performativ litteraturkritik. Leif Høghaugs sko er brune, jeg zoomer ind, han står med en fod plantet på hver side af Røssaaks seneste udgivelse Selviakttakelse. Røssaak svarer noget om erotisk kritik, uuuuuuuuuu, leger med objektet ved at ud-folde kunsten videre, uuuuuuuuuu. Dér ligger Eivinds bog.
Forfatter Pablo Henrik Llambias taler langsomt og tydeligt i en mørk, kogende varm sal. Der ligger en latter og et raseri og en sorg dybt et sted under disse ord, alt jeg kan er at stirre indgående ned i gulvet. Vi ser dias af danske rådhuse, Llambias har rejst rundt og stillet de ansatte det simple spørgsmål: hvorfor står der en skulp- tur udenfor dette rådhus? Ingen kan svare, det er vist en en gave fra banken. Gesamtwerk light, klik. Andebykunst, klik. Et værk af en name-level kunstner, klik. Så læser Llambias fra sin seneste roman Et ukendt barn og jeg vil hyle og jeg går ud og jeg sidder med en poet og en forfatter og en redaktør og en redaktør i en
park og en litteraturprofessor kommer forbi og så går han igen.
Eivind Røssaak starter sin powerpoint præsentation med over- skriften: Selvets teknikker eller foldninger. Skrift > liv, fiktion > virkelighed, negation > affirmation står der med lysende bog- staver på skærmen. Vi er i en foucaultsk tørretumbler på højeste rotation - huiii - og hører om identiteten som ud-forskning, ud-forskning af det som findes udenfor, om livsud-foldelse, om livsbaner som kan foldes. Tanken skal kastes ind i livets kategorier, slam. Vi ser klip fra en Antonioni-film og Sofie Calles værk præsenteres indgående.
En tiltagende uro griber mig, jeg tager billeder af gardiner der blafrer, tager billeder af Leif Høghaugs sko når han sidder og senere når han rejser sig og stiller Røssaak et meget interessant spørgsmål om performativ litteraturkritik. Leif Høghaugs sko er brune, jeg zoomer ind, han står med en fod plantet på hver side af Røssaaks seneste udgivelse Selviakttakelse. Røssaak svarer noget om erotisk kritik, uuuuuuuuuu, leger med objektet ved at ud-folde kunsten videre, uuuuuuuuuu. Dér ligger Eivinds bog.
Forfatter Pablo Henrik Llambias taler langsomt og tydeligt i en mørk, kogende varm sal. Der ligger en latter og et raseri og en sorg dybt et sted under disse ord, alt jeg kan er at stirre indgående ned i gulvet. Vi ser dias af danske rådhuse, Llambias har rejst rundt og stillet de ansatte det simple spørgsmål: hvorfor står der en skulp- tur udenfor dette rådhus? Ingen kan svare, det er vist en en gave fra banken. Gesamtwerk light, klik. Andebykunst, klik. Et værk af en name-level kunstner, klik. Så læser Llambias fra sin seneste roman Et ukendt barn og jeg vil hyle og jeg går ud og jeg sidder med en poet og en forfatter og en redaktør og en redaktør i en
park og en litteraturprofessor kommer forbi og så går han igen.
<< Home