Hurtige billeder fra onsdag her og her og her og her og her.

Jeg, Bloggeren, er nu kravlet den lange vej op gennem Gud- brandsdalen til et let overskyet Lillehammer. Ingen fest i sigte so far, overvejer at skifte blognavn til Sigrid Undsets Underbukser, ser dem flagre i den milde sommerbrise som et stort blomstret stykke teltdug. Sigrid Undsets Underbukser, åja - ind i det private. Jeg er ingen journalist, jeg er ikke der hvor det sker, sætter snarere en ære i at være der hvor det ikke sker, hmmm - eller der hvor noget andet sker, måske. Det er planen nu.

Og det er sandt, størstedelen af denne dag blev tilbragt i dyb panik over en trådløs netværksforbindelse som nægtede at fungere. Tak til de cirka 20 mennesker jeg på den ene eller anden måde fik involveret undervejs -- Prisen gik alligevel til Øystein Vidnes, den unge fremadstormende forfatter som netop er kommet med sin bog nummer to (her snakker han om den), der med en jazz- pianists fingre henover tastaturet endelig fik connection på plads.

Bloggeren lægger langsomt og prøvende ud, hinker henad vejen på sit ene skæve pseudo-litterære ben. Arrangement efter arran- gement er sejlet forbi, men dagen er ikke helt død endnu. Hvad siger fx Øyvind Vågnes, Toril Moi og Øyvind Berg? Jeg skal stræk- ke min lille lyttetrompet i deres retning meget snart, skal jeg. So here she comes, here she comes now.

Vi har nu allerede billeder fra en fantastisk heftig åbningsfest for denne öfficielle festivalblög! Yes, der var både blomster og nøgenhed. Det japanske pigeband Lolita no. 18 rockede helt ud. Tilstede var jeg, en kineser og en nok så arrogant orange plastik- tiger. Billederne er her og her og her og her. Blöggen kommer til at ligge lavt i terrænet nu til onsdag.

Goddag og velkommen! Jeg, Susanne Christensen, erklærer herved denne blog for åben. Jeg skal dække litteraturfestivalen i Lillehammer, Sigrid Undset-dagene, fra onsdag den 31. maj til festivalens afslutning søndag den 4. juni. Og ja, det er et betalt job, denne blog er officiel - dog komplet uafhængig, a potential bug in the system.

Har gjort mig ganske mange tanker om hvordan dette nu skal gå: hvad er min rolle, hvilke strategier - en poetik er påkrævet, skønt jeg erkender at tilfældighedernes frie spil sandsynligvis får en ikke ringe rolle på vejen frem mod søndag den 4. juni. Min egen blog som har været i funktion siden 2002 Claws Talks har ikke gjort megen væsen af sig som crowd pleaser - dette jeg skriver netop nu er derfor noget af det absolut mest henvendte jeg har præsteret ever i bloggosfæren - Ah, men vi får se hvilket publikum (om noget overhovedet) der viser sig hér -- Kommentér gerne, men er du beskidt i din mund så er det selvsagt at sletteblækket får dig.

Jeg er langt fra veteran når det kommer til Sigrid Undset Dagene (desværre heller ikke når det kommer til Sigrid Undset herself, hm hm). Men jeg har en del minder fra de seneste to år hvor jeg bl.a. var på festivalen for at deltage på Kritikerseminariet. Trækplastret i 2004 var den kroatiske forfatter Dubravka Ugresic som jeg er stor fan af, både hendes essaysamling Culture of Lies og hendes prosabøger er helt strålende, en kroatisk Susan Sontag! Desværre meldte Ugresic afbud, det var trist. Til gengæld så jeg en strålende oplæsning af Øyvind Berg og bagefter en lydpoetisk performance af østrigske Onophon som før har besøgt poesifestivalen i Bergen Audiatur, dette i 2003. Men mest af alt blev festivalen i 2004 for mig præget af en enorm krangel på et møde som havde en kritik af Morgenbladet som sit centrale emne. Jeg blev fanget i et stopfyldt rum - med siddeplads helt oppe ved scenen - og endte op udmattet og rystende af de intense negative vibrationer som var i luften på dette arrangement.

I 2005 er to minder centrale. Den svenske forfatter Stig Larsson kom for sent til sit møde med kritiker og forfatter Espen Stueland som netop havde oversat et udvalg af Larssons digte, bogen Helhjertet på en annen måte (dette link fører til min anmeldelse af bogen i Morgenbladet, desværre - grrr - er der kun adgang for abonnenter). Forfatter og forlagsmand John Erik Riley drog på cykel gennem Lillehammers gader for at opspore Larsson. Da Larsson endelig dukkede op - cirka tre kvarter for sent - nåede Stueland at stille ham ét enkelt spørgsmål som rev så mange associationer med sig at Larsson talte og agerede en hel time uden pauser. Men det var skitbra. Lørdag aften var den danske forfatter og multikunstner The Artist Formerly Known As Claus Beck- Nielsen på programmet. Nielsen læste og sang for en stopfyldt sal af forlagsfolk som syntes mere interesserede i at konversere med hinanden end i at lytte til Nielsen. Han stoppede et sekund og lyttede til salen - som et atombombeglimt, jeg tænkte: de er alle døde nu. Men de véd det ikke.

Men who's that girl, hvem er det som snakker? En kort præsentation af denne blogs poserende JEG er måske på sin plads. Susanne Christensen er importeret fra København til Bergen i 1999. Hun er litteraturkritiker i Morgenbladet, associeret med mikroforlaget Gasspedal fra 2000 til 14. maj 2006 og skriver desuden på en mastergradsopgave i litteraturvidenskab som skal afleveres skræmmende snart. Hun har en forkærlighed for tigerdyr og situationister - og, ja, byder jer hermed velkommen! We make nice party, yes?

This one is for Tommy O.