Men begivenhederne tager virkelig fart da jeg surfer gennem gaderne over i retning af orange scene, der hvor Toril Moi skal spille om lidt. Pladsen foran scenen er bogstavlig talt sort af kulturdamer, rummet summer på højeste frekvens, frivillige be- des om at stå så alle de ophidsede kulturdamer kan få plads. Jeg begynder at føle mig lidt sporty og oppositionel - sekundet før Toril kommer ind på scenen og jeg bare kan glemme alt om det: elegant & sortklædt slentrer hun ind, det gulblonde hår er enormt, det lissom falder ned i panden hvorefter det snur sig udaf til hver side for brillestængerne. Whoa.
Og Toril styrer rummet fra første øjeblik, en praktisk omsorg
for rammerne: der er plads på scenekanten, siger hun. Vel- kommen op. En ung mand spadserer kækt gennem havet af sum- mende kulturdamer og sætter sig for Torils fødder. Vi skal snakke om kærlighedens vilkår i skeptisismens tidsalder, men Toril er lidt i tvivl (hun flirter obviously) om hvorvidt den Ibsen- figur hun har valgt at tale ud fra nu ikke skulle være lidt for trist? En lynhurtig håndsoprækning viser at kulturdamerne synes nej, ikke spor trist.
Jeg når sandt at sige aldrig at fange meget af de mere indforståede ibsenske landskaber, papirene som lå på stolene er som revet væk: som var disse rent faktisk en slags oblater, små hvide flager af Torils egen seksuelle-tekstuelle korpus. Toril strømmer som hendes hår strømmer og som håret på maleriet bag hende strøm- mer og kulturdamerne strømmer, vi er en strømmende flod af kulturdamer, vi er alle Toril nu.
Svimmel snubler jeg ud på gaden igen, det er ved at blive lidt for meget med al den litterære metaforisering og allegorisering af menneskets psykologisk-eksistentielle problematikker, jeg løber gennem byen for jeg vil høre kroatiske Slavenka Drakulic nu, something real, something like war. Her har vi scenen og dens bagside, jeg tror jeg uden videre kan anbefale Drakulics bog som findes på norsk og min skrivetid er ude for nu, puste-puste, kan jeg bare tilføje at Susanne Christensen ikke kommer til at interviewe "kultpoet" Pablo Henrik Llambias lørdag og så ses vi rundt.
Og Toril styrer rummet fra første øjeblik, en praktisk omsorg
for rammerne: der er plads på scenekanten, siger hun. Vel- kommen op. En ung mand spadserer kækt gennem havet af sum- mende kulturdamer og sætter sig for Torils fødder. Vi skal snakke om kærlighedens vilkår i skeptisismens tidsalder, men Toril er lidt i tvivl (hun flirter obviously) om hvorvidt den Ibsen- figur hun har valgt at tale ud fra nu ikke skulle være lidt for trist? En lynhurtig håndsoprækning viser at kulturdamerne synes nej, ikke spor trist.
Jeg når sandt at sige aldrig at fange meget af de mere indforståede ibsenske landskaber, papirene som lå på stolene er som revet væk: som var disse rent faktisk en slags oblater, små hvide flager af Torils egen seksuelle-tekstuelle korpus. Toril strømmer som hendes hår strømmer og som håret på maleriet bag hende strøm- mer og kulturdamerne strømmer, vi er en strømmende flod af kulturdamer, vi er alle Toril nu.
Svimmel snubler jeg ud på gaden igen, det er ved at blive lidt for meget med al den litterære metaforisering og allegorisering af menneskets psykologisk-eksistentielle problematikker, jeg løber gennem byen for jeg vil høre kroatiske Slavenka Drakulic nu, something real, something like war. Her har vi scenen og dens bagside, jeg tror jeg uden videre kan anbefale Drakulics bog som findes på norsk og min skrivetid er ude for nu, puste-puste, kan jeg bare tilføje at Susanne Christensen ikke kommer til at interviewe "kultpoet" Pablo Henrik Llambias lørdag og så ses vi rundt.
<< Home